Klubbens Nyhedsbrev

 

ARF Kolding – Nyhedsbrev

fra bestyrelsen                                                             

                                                                                                                    Marts 2017

Så er der atter lidt orientering hvad der sker om radio og tv medierne, samt i foreningen:

 

Gaven til dine venner og bekendte.

 Jubilæumsbogen ”TIL KAMP FOR FOLKETS RADIO/TV OG PUBLIC SERVICE” der er på 82 sider med talrige illustrationer kan fortsat købes hos foreningen, ved henvendelse til bestyrelsen, eller ved henvendelse til ARF Multimedier, Præstevænget 12, Boks 8, 2750 Ballerup, tlf. 33 79 12 30 eller pr. e-mail: info@arf.dk.

Pris 60 kr. - + evt. porto. – betaling kan indsættes på kto. 5301-0307576.

En bog der tillige fortæller om radioens og fjernsynets historie.

Også en god gave ved klubjubilæer, fødselsdage mv.

 

Medieordførerne

Efter dannelse af regeringen VKL er der kommet 6 nye medieordførere, kun 3 ordførere fortsætter. Her er listen over de nuværende medieordførere:

A - Socialdemokratiet               Mogens Jensen

B - Radikale Venstre                 Zenia Stampe

C - Konservative                         Brian Mikkelsen

F - Socialistisk Folkeparti         Holger K. Nielsen

I - Liberal Alliance                       Mette Bock , Kulturminister Leif Mikkelsen

O - Dansk Folkeparti                 Morten Marinus                        

V - Venstre                                   Britt Bager

Ø - Enhedslisten                         Søren Søndergaard

Å - Alternativet                           Rasmus Nordqvist

Formand for Kulturudvalget vedr. mediespørgsmål: Orla Hav (A)

Listen er en gentagelse fra seneste nyhedsbrev, da denne indeholdte fejl.

 

Nyt om navne

-       Mads Steffensen – har sagt op hos DR og bliver freelance medarbejder

-       Maria Gry Henriksen – udviklingschef hos TV2 skal være marketingschef hos DSB

-       Eva Kvist – skifter fra TV2 Østjylland til DR for at arbejde med livstils- og samfundsstof

-       Morten Thomsen Højsgaard – chef for Tro og historie DR – flytter til Kristelig Dagblad 15/3

-       Henriette Marienlund – ny mediedirektør DR – skal afløse Gitte Rabøl, der forlader DR

-       Michael Arreboe – ny stedfortrædende mediedirektør DR – med fokus på digital transformation

-       Ulrich Haagerup – fratræder DR pr. 1. september 2017

 

Licensen til debat

Så er medielicensen atter til debat, idet SF nu har udtalt, at de ønsker den financieret over skatten, og dermed afskaffet som selvstændig opkrævning. En opkrævning over skatten vil bevirke at financieringen af public service kommer på finansloven og derfor vil indgå i den almindelige årlige prioritering af hvad vore skattekroner skal anvendes til.
SFs forslag vækker ikke just begejstring hos
TV 2-regionerne, der blandt andet er finansieret af licensmidler. Hos Danske Medier, der er brancheorganisation for medierne, mener man ikke at det er afgørende om licensen opkræves som nu eller over skatten, men tager afstand fra en abonnementsordning, hvor seere og lytter selv tilvælger public service stationerne. ARF Multimedier finder at en ordning via den almindelige skatteopkrævning vil gøre public service afhængig af de årlige finanslovsforhandlinger og dermed forringe arms længde princippet.

Fortsat betalt middagspause

Medarbejdere hos DR vil fortsat have ret til betalt frokostpause. En voldgiftssag er faldet ud til medarbejdernes fordel, hvilket selvsagt har vakt stor glæde i medarbejderkredsen.

Anderledes ser det ud hos DRs ledelse, der nu skal finde alternativer til den besparelse der var forventet ved en nedlæggelse. En ny spareplan vil derfor betyde besparelser på 45 millioner kr. som en nedlæggelse af betalt frokostpause ville have medført.

Hvor disse besparelser skal finde vides ikke på nuværende tidspunkt.

Regionale udsendelser kl. 19.30 på TV 2

De enkelte regionale udsendelser kl. 19.30 på TV 2 havde følgende gennemsnitlige daglige seertal i deres egne regioner blandt danskere på 12 år og derover:

Region

Rating 

Pct.

TV/MIDT-VEST

84.000

20

TV SYD

98.000

14

TV ØST

57.000

12

TV 2/FYN

49.000

12

TV2/NORD

45.000

11

Lorry

202.000

11

TV 2 / ØSTJYLLAND

66.000

11

Regionalprogrammer i alt

595.000

12

Kilde: KantarGallup.

 

Danske Tv-serier

Så er det slut med ”Arvingerne” og ”Badehotellet” er også snart slut, men fortvivl ikke, der er nye serier på vej:

6. marts 2017 – ”Mercur” – ny dansk dramaserie – TV2

2. april 2017 – ”Gidseltagningen” – en dansk psykologisk thriller – Kanal 5

13. april 2017 – ”Veni Vidi Vice” – latin, men oversat: jeg kom så og sejrede – dramaserie – Viaplay

Efteråret 2017 – ”Herrens veje” – dramaserie med Adam Price – DR1

Efteråret 2017 – ”Nordskov” – 2. sæson – TV2

2018 – ”Broen” – sæson 4 – DR1

2018 – ”Klovn” – nye afsnit – TV2

??? – ”Badehotellet” – sæson 5 – serien trak mange seere i år – så det forventes at der kommer mere

 

Ny programserie vil stille skarpt på online-identitetstyveri

I DR3’s nye programserie ’Mit liv er stjålet’ dykker Sisse Sejr-Nørgaard ned i identitetstyveriets dystre verden, hvor hun får et indblik i, hvilke konsekvenser det har for de mennesker, der bliver udsat for forbrydelsen. Antallet af ofre for forbrydelsen er stigende, og især online-identitetstyverier fylder mere og mere i kriminalstatistikkerne.

”Med ’Mit liv er stjålet’ vil vi gerne sætte spot på konsekvenserne af vores digitale liv. Internettet er jo en fantastisk verden af muligheder, men har desværre også givet mobbere og svindlere et hav af muligheder for at misbruge andres identitet. Ved at vise hvordan online-identitetstyveri påvirker ofrenes liv, og ved at værten Sisse Sejr-Nørgaard sætter sit eget digitale liv på spil, håber vi, at seerne selv vil tænke mere over hvilke digitale fodspor, de har lyst til at efterlade derude” siger Trine Skovgaard, der er redaktør på DR3.

For at få en dybere og autentisk fornemmelse af hvordan identitetstyveri foregår og føles, prøver Sisse Sejr-Nørgaard på egen krop, hvor nemt det er for kriminelle netsvindlere at få fuld afgang til hendes digitale liv. Hun lader to IT-eksperter udsætte hende for et potentielt cyberangreb for at undersøge, hvor sikker hun i virkeligheden er.

Sisse Sejr-Nørgaard tester også, hvor anonym hun selv er i hendes færden på internettet, og hvor tilgængelig hendes hemmelige adresse er for potentielle svindlere. Og resultatet foruroliger programmets vært.

Første afsnit af ’Mit liv er stjålet’ har premiere på DR3 den 6. marts klokken 21.30 eller på DR TV fra 5. marts.

 

Der kommer en dag – Som miniserie på TV 2

Da Robertpriserne blev uddelt 5. februar, var den danske film ’Der kommer en dag’ aftenens helt store prisvinder med seks priser, bl.a. for bedste film, for bedste originale manuskript (Søren Sveistrup) samt for bedste kvindelige og mandlige birolle (Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen).

Præcis en måned efter den store prishøst kan du se ’Der kommer en dag’, der er baseret på hændelserne i det virkelige børnehjem Godhavn, som miniserie på TV 2 i tre afsnit, der sendes søndag 5. marts, søndag 12. marts og søndag 19. marts.

Miniserien ’Der kommer en dag’ er med til at cementere 2017 som TV 2-kanalernes største fiktionsår, hvor serierne ’Grethe’, ’Badehotellet’ og ’SJIT Happens’ allerede har haft premiere, og hvor TV 2 CHARLIE 6. marts har premiere på dramaserien ’Mercur’.

 

Nu er DRs arkiv digitaliseret

Det store, såkaldte kulturarvsprojekt er nu overstået, og omkring 70 procent af alle radio- og tv-materialerne i DRs arkiver og 140.000 pressefotos er blevet digitaliseret.

Med nytårsskiftet var det slut med DRs deltagelse i det store kulturarvsprojekt. De 75 millioner kroner, som blev bevilget i forbindelse med medieforliget for 2007-10, er brugt, og i DR kan man glæde sig over, at omkring 70 procent af alle radio- og tv-materialerne i DRs arkiver og cirka 140.000 pressefotos og andre historiske fotografier er blevet digitaliseret, fortæller souschef i DR Arkiv og Proces Mette Charis Buchman.

Læs også: Nu kan du dykke ned i tidligere tiders ungdomsliv

Udvælgelsen af, hvad der er blevet digitaliseret, er sket ud fra flere principper. Dels en første grovsortering med udgangspunkt i hvordan man fik mest for pengene, og hvad der var mest relevant.

Vi har danskernes historie i levende billeder. Noget af det, vi har prioriteret, er de allerførste optagelser til tv, som ligger på film.

"Vi har valgt ud fra vores erfaring og faglige formodning om, hvad der er vigtigst. Fokus har været på en indholdsmæssig vurdering: Var det noget, som nogen ville finde interessant? Men også i forhold til de forskellige formaters overlevelsesevne og vores muligheder for at have den teknik og personale med den viden, der skal til for at arbejde med dem," siger Mette Charis Buchman.
Hun tilføjer, at DR også har fundet optagelser, som man ikke vidste, var der.

"Andre gange har vi opdaget, at der var flere eksemplarer af det samme. Så vi har justeret hen ad vejen," siger Mette Charis Buchman.

Rundt regnet består DRs fysiske radio og tv-arkiv af 900.000 timer. Og det er, hvad man kalder en "produktionssamling", hvor optagelserne har været taget frem, klippet, brugt og måske ikke lagt tilbage med den største omhu.

 

TV 2 mister rettigheder til italiensk cykelløb

Så er det slut med at se italiensk cykelløb ”Giro d’italia” på TV2.  Nu har Eurosport sikret sig enerettighederne til dette cykelløb helt frem til 2020.
De seneste år har seerne kunnet følge cykelløbet Giro d'Italia på både TV 2 og Eurosport. Det er slut nu.

Giro d'Italia er den 100. i række og skal cykles den 5. - 28. maj. Der vil blive vist mere end 200 timers direkte cykelløb på Eurosport.

 

TV Pakkerne er i krise

I 2010 så en gennemsnitsdansker tv i 3 timer og 21 minutter om dagen, dette er nu i 2016 faldet til 2 timer og 38 minutter. Man kan altså konstatere, at danskerne brugermindre tid på at se tv på traditionel vis, på kanalerne.

Mange har allerede nedgraderet eller helt opsagt deres tv-pakker.

I 2010 havde 65 % af befolkningen adgang til mindst 20 tv-kanaler, dette er faldet til 54 % i 2016.

 

Konference om de lokale og regionale medier.

Slots- og kulturstyrelsen afholder den 23. marts kl. 9-12 en konference i forbindelse med offentliggørelsen af to rapporter om de lokale og regionale mediers indhold, rolle og betydning i lokalområder, konferencen afholdes på Nationalmuseet, Prinsens Palæ, Ny Vestergade 10, København K, i Festsalen.

Kulturminister Mette Bock åbner konferencen, hvor der både vil blive præsenteret resultater fra de to rapporter og blive afholdt paneldebat. Dagens ordstyrer vil være journalist Adam Holm.

Rapporterne, der er udarbejdet af DMJX som led i styrelsens "Rapportering om mediernes udvikling i Danmark", offentliggøres i forlængelse af konferencen og kan findes på rapporteringes side for specialrapporter.

Foreløbigt program:

09.00-09.30: Ankomst, morgenkaffe/‐the mm.

09.30-09.40: Velkomst ved Slots- og Kulturstyrelsens direktør Jesper Hermansen

09.40-09.55: Åbningstale ved kulturminister Mette Bock

10.00-10.40: Danmarks Medie- og Journalisthøjskole præsenterer resultater fra de to rapporter

10.40-10.50: Spørgsmål fra salen

10.50-11.05: Pause

11.05-11.50: Paneldebat

11.50-12.00: Afrunding, konklusion og tak for i dag

Er du interesseret i deltagelse kan tilmelding ske via: www.kum.dk

Fra ARF Multimedier deltager, Anni Welander og Peter C. Madsen i konferencen.

 

Yousees konkurrenter fastholder FM-signal

De øvrige tv-distributører ændrer ikke ved deres FM-radiosignal, selv om Yousee slukker for signalet i morgen. Yousee har slukket for FM-radiosignalet, som hidtil er blevet sendt ud gennem kabel-tv-nettet til distributørens 1,2 mio. abonnementer. Det sker for at opgradere andre produkter - ikke mindst bredbånd - på kabelnettet. Hos Yousees konkurrenter Waoo og Stofa, fastholder man dog FM-signalet, skriver Berlingske Business. ”Vores løsning forbliver, som den er. Vi leverer radio på en hel række platforme, også via kabelnettet, sådan som Yousee hidtil har gjort. Det bliver vi ved med. Vi har ikke samme kapacitetsmæs-sige udfordringer som vores konkurrenter, så FM-signalet har ikke betydning for vores billedkvalitet eller internethastighed på samme måde, som vi heller ikke har problemer med at bibeholde det analoge tv-signal i vores net," siger Jørgen Stensgaard, adm. direktør i Waoo, til Berlingske Business. Ifølge Waoo benytter omkring 10 pct. af kunderne sig af det analoge radiosignal.

Mens Norge forventer at have slukket for FM-signalet ved udgangen at året, er der ikke fastsat en dato for, hvornår FM-signalet i Danmark helt forsvinder. Ifølge medieaftalen sker dette først, når mindst 50% af lytterne hører radio på DAB+.

 

 Ringsted Radiomuseum

 

 

 
 

Radiohistorisk Forening Ringsteds store lager af radio- og TV-apparater har hidtil været opbevaret på tre "lånte lagre". Men nu har foreningen fået overdraget et tidligere KTAS datacenter – uden vinduer...

KTAS datacenteret på Havemøllevej i Ringsted blev bygget i 1974-75, og det fungerede som sådan indtil 2010, siger Bjarne D Nielsen fra Radiohistorisk Forening Ringsted. – Siden da har ejendommen imidlertid ligget stille hen, men gennem halvandet års forsøg at komme igennem til ejeren, TDC, og nu er det lykkedes. Museet er derfor blevet ejere af en landejendom på 244 kvadratmeter.

På grund af de begrænsede midler i foreningen har foreningen bedt Ringsted Kommune om fritagelse for ejendomsskat. Det er der nu givet et foreløbigt tilsagn om under forudsætning af, at der foregår fællesaktiviteter for bl.a. medlemmerne.

Nu mangler museet "kun" at flytte yderligere ca. 90 fjernsyn samt ca. 4.000 andre apparater: Radioer, grammofoner, båndoptagere, kombinationsmodeller og måleinstrumenter. Heldigvis rummer samlingen flest små og lette apparater...

Det kan stærkt anbefales at aflægge museet et besøg når du kommer på Ringsted egnen. Museet rummer nok en af de største samlinger i Danmark – og skal bl.a. ludlåne apparater og udstyr til det filmselskab der er i gang med optagelserne af Tv-serien ”Mercur”, der vil blive udsendt på TV2.

   

E-sport

Den regionale station, TV Syd satser stort på e-sport (elektronisk sport).

TV SYD Counter-Strike Mesterskab er navnet på en ny e-sportsturnering, hvor alle syd- og sønderjyske efterskoler med en aktiv e-sportslinje i marts måned vil dyste i computerspillet Counter-Strike. Det hele kulminerer med et finaleshow, hvor nogle af dansk Counter-Strikes største navne deltager.

- Vi savnede et tilbud til aldersgruppen 15-25 år. Vi søgte efter noget, som den aldersgruppe ikke kunne finde andre steder på etablerede tv-stationer, og valget faldt på e-sport. En sport, der for spillerne både er sport og lidenskab, mens det for andre bare er nørder, der spiller computer, siger TV SYDs direktør Betina Bendix.

I alt syv efterskoler deltager i turneringen med to hold fra hver skole. Kampene sendes direkte på alle TV SYDs platforme, som spænder over TV SYD+, tvsyd.dk og på Facebooksiden TV SYD. Derudover sendes turneringen også på streamingtjenesterne YouTube og Twitch.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

01.04 | 19:46

Jeg er medlem i klubben gennem vores venner i Hinnerup, Jørgen Laursen, og været med på deres ture. Jeg er nu blevet alene og vil gerne være medlem her . Hilse

...
23.01 | 23:26

Jet vil gerne melee mig use AF min TV forsikringen !! Hvordan kan dete ske ? Hvem
skal jet kontakte ??. Mvh R.F. Toby .

...
20.01 | 14:50

Jet vil gerne melde myg use af TV forsikrigen fra days dato . Hvordan kan set ske ?? Mvh . R.F.TOBY . HAABER AT FOR SVAR HURTIGS MULIG .

...
01.04 | 19:46
Forside har modtaget 14
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE